Skanderborg Skakklub

   
     
  Forside Info Kalender Skoleskak Resultater Presse Medlem Links
 
Lys nat og blindskak Pressemeddelse af 25. maj 2007
Skanderborg Skakklub er som sædvanlig på gaden (fortovet!) når der sker noget spændende i byen. Således også i år. Klubben stiller et kæmpebræt med store brikker op ved Photoshoppen Click. Her kan alle prøve kræfter med skakbrikkerne, også rent fysisk, da brikkerne vejer 2-3 kg stykket! Men klubben har et nyt og spændende tiltag i år! Mads Andersen, 12 år og mesterspiller, og to gange både Danmarksmester og Nordensmester, udfordrer dem som ellers tør, til et parti blindskak mod ham. Og hvad betyder så det? Jo, udfordreren spiller ganske normalt og flytter sine brikker. Mads, derimod, sidder et stykke fra brættet med ryggen til, og han skal altså huske hele partiet uden at se en brik! Han får modstanderens træk meddelt mundtligt og siger derefter sit eget træk. Det er kun de allerdygtigste spillere der kan klare denne form for skak, som kræver stærk koncentration. Derfor skal Mads naturligvis have pauser, og her kan alle så spille mod hinanden eller mod nogle af klubbens medlemmer.