Skanderborg Skakklub

   
     
  Forside Info Kalender Skoleskak Resultater Presse Medlem Links
 
Skanderborgspilleres deltagelse i Politiken Cup Pressemeddelse af 26. juli 2009
I den forløbne uge er der spillet en meget stor international skakturnering, Politiken Cup, på LO-skolen i Helsingør.

Der var over 300 deltagere fra mange forskellige lande, heraf ikke mindre end 20 stormestre og 14 internationale mestre.

Fra Skanderborg Skakklub deltog den internationale mester Klaus Berg, Mads Andersen og Morten Rasmussen.

Der blev spillet 10 runder på 9 dage, og der var tale om en såkaldt open, dvs. en turnering hvor alle spillere bliver placeret i én stor gruppe. Alle deltagere spiller 10 partier, og man møder i hver runde en spiller som har lige så mange (eller omtrent lige så mange) point som én selv.

Fra starten er man seedet i forhold til sit ratingtal (styrketal), og alle tre spillere fra Skanderborg indfriede forventningerne.

Klaus Berg var seedet 28 og blev nr. 22 med 7 point af 10 mulige.

Mads Andersen var seedet 38 og blev nr. 30, ligeledes med 7 point af de 10 mulige.

Det lykkedes for både Klaus og Mads at spille remis mod en stormester.

Når to spillere med samme antal point kan opnå forskellige placeringer, skyldes det at man har en form for korrektion, som groft sagt kan sammenlignes med målscoren i fodbold.

Morten Rasmussen var seedet 183 og blev nr. 189 med 4½ point af 10.

Turneringen blev vundet af den kun 16-årige indiske stormester Parmerian Negi med 8½ point af 10.

I turneringen var indbygget kampen om det nordiske mesterskab, forstået på den måde at den skandinav som opnåede flest point, blev nordensmester. Der var hård kamp om denne titel, men den blev vundet af den danske stormester Peter Heine Nielsen med 8 point af de 10 mulige. Det rakte til en femteplads i hovedturneringen.