|
|
|
|
|
|
|
Mads til VM i juniorskak |
Pressemeddelse af 20. august 2010 |
|
|
Mads Andersen fra Skanderborg Skakklub har i de første 14 dage af august været i Polen for at repræsentere Danmark ved juniorverdensmesterskaberne i skak. Mesterskaberne er åbne for alle spillere under 20 år, og trods sine kun 15 år er Mads allerede Danmarks klart stærkeste spiller i denne aldersgruppe.
Ved VM deltog 120 spillere fra 59 nationer, og blandt dem var ikke mindre end 20 stormestre og omkring 40 internationale mestre.
Mads fik en lidt dårlig start på turneringen. Men fra runde 3 og frem til sidste runde spillede han på et meget højt niveau, hvilket blandt andet kan ses af at han ud af de 5 internationale mestre han mødte undervejs, spillede remis med de 4 og vandt over den sidste.
Slutresultatet for Mads på 7 point i de 13 runder som VM turneringen varede, rakte til en placering over hans seedning i den bedste halvdel af feltet. Derudover var han meget tæt på at opnå den tredje og sidste IM-norm, som er delresultat til titlen som international mester.
I Skanderborg Skakklub vil Mads, tirsdag den 7. september kl. 19, fortælle om sine oplevelser ved deltagelsen i VM-turneringen og gennemgå nogle af sine partier. Når han kommer hen mod slutningen af partierne, vil han lade tilhørerne få chancen for parvist at spille partiet færdigt!
Dette arrangement finder sted i klubbens lokaler, Sygehusvej 7.
Alle, også ikke-medlemmer af skakklubben, er velkomne!
| |
|