Skanderborg Skakklub

   
     
  Forside Info Kalender Skoleskak Resultater Presse Medlem Links
 
Holdskak 1. runde Pressemeddelse af 7. november 2010
Skanderborg Skakklub indledte sæsonens holdturnering med to hjemmekampe tirsdag. Klubbens andethold spiller i mesterrækken, og her blev det uafgjort 4-4 mod Åbyhøj Skakklub. Skanderborgs hold er på papiret lidt stærkere end Åbyhøj, så resultatet var ikke helt tilfredsstillende, men alligevel en fornuftig start på turneringen. Skanderborgs vindere var Colin Watson, Morten Rasmussen og Claus Qvist Jessen, mens Kai Munk og Tavs Bjerre spillede remis.

Andetholdet spillede mod Hinnerup, som er et lidt stærkere hold, så et nederlag på 3-5 var til at bære. Her vandt Anders Haarup og Jan Hansen, og remis opnåede Lars Svendsen og Peter Wheadon.

Team Nordea Skanderborg Skakklub spiller i første division, gruppe 2, hvilket vil sige klubber fra Jylland og Fyn. I divisionerne spilles der om søndagen, og Skanderborgs første kamp var ude mod Læseforeningens Skakklub, Odense. Skanderborgs hold er endnu stærkere end det der opnåede en flot andenplads sidste år, så forventningerne til årets resultater er naturligt nok høje. De blev også indfriet allerede i første runde, hvor Skanderborg vandt sikkert med 6-2 over Læseforeningen, Odense. Skanderborgs topspillere var suveræne, og det betød sejre til Peter Heine Nielsen, Klaus Berg, Jens Kjeldsen, Mads Andersen og Niels Jørgen Fries Nielsen. Det sidste point kom hjem ved remis til Jackie Andersen og Jan Rode Pedersen.