Skanderborg Skakklub

   
     
  Forside Info Kalender Skoleskak Resultater Presse Medlem Links
 
Skanderborg Skakklub vandt DM-sølv Pressemeddelse af 9. marts 2014
Kun et halvt point skilte klubben fra guldet

Weekendens to sidste runder i skakligaen blev en enerverende affære for Team Nordea Skanderborg Skakklub. Klubben har gennem sæsonen ”kørt parløb” med Brønshøj Skakforening, og den tætte konkurrence mellem de to favorithold fortsatte i lørdagens kampe. Begge klubber vandt om lørdagen deres kampe 6-2, Skanderborg over Århus/Skolerne, og Brønshøj over Nørresundby.

Før søndagens runde, hvor Skanderborg og Brønshøj skulle afgøre mesterskabet i deres indbyrdes kamp, førte Skanderborg med et halvt point og kunne således blive danmarksmester ved at spille uafgjort. Kampens forløb blev ikke blot et drama – det blev en regulær gyser! Jævnbyrdigheden var stor; det samme var koncentrationen hos spillerne, og først i de allersidste kampe blev spændingen udløst: sejr til Brønshøj Skakforening med 4½-3½, og dermed blev Brønshøj nye danmarksmestre, blot et halvt point foran Skanderborg. Det lykkedes altså ikke for Skanderborg Skakklub at genvinde mesterskabet, men trods den forståelige skuffelse kan klubben glæde sig over en flot sølvmedalje.

Alle Skanderborgs spillere ydede en fortræffelig præstation, og alle opnåede point i løbet af de to dage. Nicolai V. Pedersen vandt begge sine kampe og fik dermed 2 point, og ellers var pointhøsten fordelt med 1½ point til Davor Palo og John Arni Nielsen, 1 point til Mads Andersen, Jens Kjeldsen, Mads Boe og Jackie Andersen, og endelig ½ point til Steffen Pedersen.