Skanderborg Skakklub

   
     
  Forside Info Kalender Skoleskak Resultater Presse Medlem Links
 
6-by-kamp 20. oktober 2014
Claus Qvist

Vi skal vist mange år tilbage for at finde en sæson med en bedre optakt end den nuværende 2014-15. Først vandt vi den meget traditionelle tre-by-turnering i Herning (anden gang uden at være på deling), Jackie Andersen blev hurtig-DM, vor gode svensker GM Daniel Semcesen blev svensk mester, Kristian Seegert viste sig som en ekspert i TV-transmitteret labyrintløb, og unge Jonas har med farmand Tavs på slæb futtet rundt i Europa og og tæsket folk til plukfisk.

Sjette etape kom så mandag d. 20. oktober. I anledning af musicalen Chess' opsætning i Silkeborg havde den stedlige Sparekassen Kronjylland gavmildt lokket med et sponsorat på 2 x 4.000 (4.000 til hver sæson - 14-15 og 15-16) som præmie til intet mindre end en seks-by-turnering. De mange, rare penge havde lokket en masse godtfolk af huse. Udover værterne Silkeborg var det Viborg, Randers, Herning, Nordre og så Skanderborgs raske drenge. Alle holdene var i særdeles stærk opstilling med en snitrating på mellem 2000 og 2100 i snit pr. hold. Antallet af spillere under 1900 overhovedet kunne nok tælles på en enkelt hånd - i hvert fald hvis vi fraregner vort heppekor: Formand Anders.

Let the show begin. Skanderborg var i topform med en frygtindgydende top med Mads A., Nikolai og Jackie på de tre første, og da røgen lettede efter de fem runder havde holdet et herligt og meget fortjent forspring til Herning på hele tre points og de øvrige endnu længere nede. Fire sikre sejre og en enkelt gang grus i maskinen, da vi "kun" fik 4-4 mod Nordre.

Individuelt er det svært at komme udenom Nikolai, Jackie og Peter Grove, som alle tre scorede max med 5/5. Mads måtte "nøjes" med 4½/5 på toppen, men med sådan nogle scorer var det ikke let for vore modstandere at få skovlen under os. Det skete da heller ikke, selvom resten af holdet i snit "kun" landede på omkring 50%. Stor jubel over hele linjen, og selvom sæsonen ikke en gang er startet for alvor, har Skanderborg allerede taget de første to holdgevinster plus masser af individuel hæder. Så skal vi bare "lige" genvinde hold-DM-titlen fra 2012-13.

8.000 gode danske sponsorkroner til klubben, og formanden var glad (igen). Jeg er sikker på, at bestyrelsen kan finde på noget at bruge de mange penge til. Må jeg foreslå, at vi forgylder det ellers sponsorløse andethold en smule, så vi har solide banker bag både første- og andetholdet. Og naturligvis også gerne noget til tredje og fjerde. i det hele taget kunne det være dejligt med lidt gulddrys nedad i rækkerne.